Aftægtskone/-mand – Aftægt er betegnelsen for en aftale (også kaldet aftægtskontrakter), hvorefter en ny ejer (eller fæster) af en ejendom forpligter sig til at underholde den tidligere ejer og hans ægtefælle, så længe de lever. Sådanne aftaler var meget udbredte. Det aftalte underhold blev oftest fastsat ved en aftægtskontrakt, som nærmere bestemte ydelsernes art: bolig og naturalydelser som fødevarer og brænde, samt tidspunktet for levering. Aftalen kunne indebære opførelsen af en ny aftægtsbolig til den tidligere ejer. Aftægtskontrakten blev oftest tinglyst på ejendommen. Det kan ikke dokumenteres hvornår aftægtskontrakter blev indført i Danmark, det er omkring år 1600 almindelig på landet, særligt af selvejerbønder og fæstebønder. Aftægtskontrakter var almindeligt i Danmark til begyndelsen af 1900-tallet før plejehjem og pension. I flere tilfælde førte en aftægtsaftale til mord på ubeslægtede aftægtsfolk

Boelsmand – Ejer/bruger af et boelssted. Et boelssted er, et mindre landbrug, som regel ad størrelsen1 til 2½ tdr. hartkorn. Større end et husmandssted og mindre end en gård. Ca. 10-15 hektarer

Daglejer –  Er en person, som ansættes en enkelt dag ad gangen eller i en tidsbegrænset periode til at udføre et arbejde. Daglejerarbejde er ofte ufaglært og manuelt, og ses især i landbrug og byggebranchen.

Husmand – Er indehaveren af et husmandssted, der er betegnelsen for de mindste landbrugsejendomme. I 1700-tallet var de fleste husmandssteder på under fem tønder land. Omkring år 1900 var et husmandssted en ejendom på højst 15 tønder land og med mindre end én tønde hartkorn.

De fleste husmænd var fæstehusmænd eller lejehusmænd. Efter 1850 steg antallet af selvejere. Ved jordlovene fra 1919 opstod begrebet statshusmænd. Her lejede husmændene statsejet jord, der blev administreret af Statens Jordlovsudvalg. I 1700-tallet og 1800-tallet var husmandsbrugene så små, at en familie ikke kunne leve af dem. De fleste husmænd måtte arbejde som daglejere (landarbejdere). Andre var fiskere eller håndværkere (fx smede). Læreren (degnen) var også husmand: han drev et lille landbrug, der var ejet af sognet (kommunen).

Andre husmandsbrug blev brugt til aftægt (pension). Præsteenker fik tildelt et enkesæde, der som regel var et husmandsbrug. I 1700-tallet blev nogle husmandsbrug brugt som aftægtsboliger for tidligere gårdmænd.

Indsidder – En indsidder (også kaldet inderste) er en betegnelse for “en gift eller ugift Person af Almuen, der bor til Leje hos en Gaardmand eller Husmand, og som, uden at have fast Tjeneste hos denne, har sin egen Husstand.

Røgter – En fodermester er en person, der forestår pasning og fodring af husdyr på en gård. En ældre betegnelse er en røgter

Parcellist – En parcellist var oprindelig en bruger af en parcel, dvs. et jordstykke udskilt fra et større landbrug. Fra 1800-tallet var parcellist en almindelig betegnelse for en landbruger, hvis jordtilliggende var mindre end et gårdbrug, men større end en husmandslod. I nyere tid bruges ordet om en person, der ejer et parcelhus.

Publiceret – Hvis et barn på grund af sygdom eller svaghed eller af anden gyldig grundønskes døbt i hjemmet eller på sygehuset, følger præsten det almindelige ritual for dåb i kirken, dog med udeladelse af fadder tiltalen. Når omstændighederne taler derfor, kan dåbsritualet begrænses til korstegnelse, trosbekendelse, dåbshandling og Fadervor. Når dåben foretages uden for kirken (hjemmedåb), fremstilles barnet senere i kirken ved en højmesse.